
En lækker salat, hvor den sorte quinoa virkelig kommer til sin ret. Den sorte quinoa smager af mere, og så har den mere bid end hvid quinoa. Derfor passer den perfekt i en salat sammen med bagte gulerødder, grønkål, en smule feta og til sidst en dijonvinaigrette. Vi har toppet den med vores ristede, saltede paranødder – det bliver den bestemt ikke dårligere af!
Ingredienser
- 200 g. sorte quinoakerner
- 400 g. gulerødder (ca. fire styks)
- 1 spsk. olie
- 300 g. grønkål
- 50 g. saltede paranødder
- Evt. feta
- Salt og peber
Dijonvinaigrette
- 1 spsk. dijonsennep
- 1 dl. olie
- Hvidvinseddike
- Salt og peber
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Skræl gulerødderne og skær dem i skiver af cirka én centimeters tykkelse. Kom gulerodsskiverne i et ildfast fad og hæld olien over dem. Krydr med salt og vend dem rundt så olie og krydderier fordeles. Bag gulerødderne i 15-20 minutter og lad dem køle.
- Mens gulerødderne er i ovnen, tilberedes quinoaen. Skyl quinoakernerne i koldt vand (en eller flere gange), inden de koges efter instruktionen på pakken. Når quinoaen er færdigkogt, lader du den køle af.
- Nu skylles grønkålen og skæres i mundrette bider. Saml kålen, de bagte gulerødder og den kogte quinoa i en skål.
- Salaten kan også tilsættes en smule feta her hvis det ønskes.
Dijonvinaigrette
- I en skål røres dijonsennep, olie, hvidvinseddike, salt og peber sammen til en lind dressing.
Hæld dressingen over quinoasalaten, vend det godt rundt, og drys med saltede paranødder inden servering.