Om quinoa

Kort om quinoa:

Quinoa er en farvestrålende, etårig 1,5 m høj frøplante, der har sin oprindelse på højsletten Altiplano i det centrale Sydamerika. Her har den været dyrket i årtusinder som en vigtig kilde til protein. Proteinprocenten er normalt omkring 14, men proteinens særlige sammensætning bevirker, at kroppen kan optage langt mere protein fra quinoa - 90 % - end fra fx hvede og ris, hvorfra kroppen kun kan optage ca. 50 % af proteinindholdet.

Quinoa dyrkes fortsat i højlandet i Sydamerika af den oprindelige befolkning, og den er i det barske klima 4.000 meter over havet et vigtigt indtægtsgrundlag for de fattige bønder. Hér produceres fortsat hovedparten af verdens quinoa.

Vores forbrug af quinoa produceret i Sydamerikas højland er vigtigt for klimaet, for områdets biodiversitet, og for at sikre den oprindelige befolkning et værdigt liv i deres område.

Det er plantens frø, som vi spiser - Typisk den hvide (gyldne) version, men der findes også quinoa i røde og sorte nuancer. Vi spiser ofte frøene (Som kogte) men de kan også fås som mel (Som er glutenfrit), som flager, og poppede.
Endelig kan man få såkaldt forkogt mel, der benyttes til drikke.

 

Klima-summary:           

Produktionen af ris udleder 2 milliarder tons CO2 årligt, eller omtrent det samme som 800 millioner personbiler.
Quinoa kan erstatte anvendelsen af ris 1:1. Quinoa, der er produceret med klimavenlige dyrkningsmetoder, reducerer CO2 i forhold til ris med 50 % eller mere.

Desuden kan quinoa danne basis for retter med fyldig smag og højt proteinindhold, og kan derfor være med til at reducere kødforbruget. Quinoa kan danne basis for en markant reduktion af den CO2, som vores madforbrug afstedkommer.

Derfor interesserer vi os i KlimaMad.DK for quinoa.

 

Ernæring:

Quinoa har et højere protein-indhold end ris, og samtidigt er quinoas protein af en højere kvalitet end proteinen i ris. Derfor kan kroppen typisk optage 3 gange mere protein fra quinoa end fra hvide ris.
Når man sammenligner prisen på quinoa og på ris, bør man tage protein-optaget i betragtning.
Quinoa er glutenfrit.

 

Anvendelse:

Quinoa kan i store træk anvendes som ris Som tilbehør. I gryderetter. I panderetter. I kolde og lune salater. I kager og desserter. Som råmaterialet i drikke.

I modsætning til ris, koger quinoa ikke ud eller bliver klistrede. Dette gør det muligt at bruge dem til integrerede retter, altså retter hvor quinoaen ikke er tilbehør, men en basisingrediens i retten som fx i gryderetter. Af samme årsager er de velegnede til produktion af færdigretter.
Derved kan man lave yderst smagfulde og mættende retter med et forholdsvist højt proteinindhold, med reduceret kødindhold eller helt uden kødindhold.

 

Mere om quinoa og klima

Når quinoa dyrkes traditionelt, således som den er blevet dyrket i årtusinder på sit oprindelsessted, det centrale Sydamerikas højland, er CO2-udledningen fra quinoa ekstremt lav. Omvendt, når den dyrkes industrialiseret, som vi gør i Europa, med en høj grad af bl.a. maskinanvendelse, er dens klimabelastning betydeligt højere.

Når quinoa dyrkes traditionelt, med de oprindelige quinoa-varianter og på det sted, hvor de er skabt af naturen, er landbrugets klimabelastning utroligt lav. Der er ingen CO2 fra maskiner, da dyrkningen foregår med håndkraft. Ingen CO2 fra kunstvanding, kunstgødning, eller fra industrielt fremstillede sprøjtemidler. Ingen CO2 fra flydende husdyrgødning. Kort sagt intet af det, som udleder CO2 når dyrkningen sker i Europa eller USA.

Quinoa kan umiddelbart lyde som en lille indsats i forhold til klimaet, men i øjeblikket er KlimaMad.DK´s plan for at begynde at erstatte forbruget af ris med traditionelt produceret quinoa den eneste plan for at reducere de 3 milliarder tons CO2 udledning, som forbruget af ris resulterer i.

Derfor er vores indsats fokuseret på at finde de landbrug i Sydamerika, hvor quinoaen dyrkes med ekstremt lav CO2-udledning, dokumentere den, og bringe den til markedet i Skandinavien. Det giver bønderne mulighed for at fastholde og øge deres traditionelle produktion, og samtidigt får deres øgede afsætningsmuligheder deres naboer til også at udvide produktionen.

Du kan her læse mere om tallene bag infografikken og om traditionelt dyrket quinoas klimapåvirkning.

 

Om europæisk produceret quinoa:

Der findes os bekendt ikke klimadokumentation på europæisk produceret quinoa, hvorfor det ikke er muligt at foretage en sammenligning med dette. Europæisk produceret quinoa dyrkes dog med en højere indsats af maskiner, hvilket øger CO2 udledningen. Det dyrkes ofte med anvendelse af flydende husdyrgødning. Begge dele giver øget CO2-udledning. Europæisk produceret quinoa vil have en lavere CO2-belastning fra transport. Et skøn kan derfor lyde på, at klimabelastningen fra europæisk produceret quinoa er højere end for den gennemsnitlige produktion af quinoa.
De europæiske producenterne ser ikke ud til at offentliggøre klimatal.

Der produceres ca. 25.000 tons quinoa årligt i Europa, hvoraf størstedelen produceres i Spanien, mens Frankrig med 3-4.000 tons årligt er den næststørste europæiske producent.