Bowl med teriyaki-portobellosvampe

Rå rørsukker

Til 4 personer | Arbejdstid: 20 min | Tid i alt: 60 min

Af Cecilie Bang Melsen 

Vi forbinder ofte sukker med det søde køkken, og det med god grund. Men sukker fungerer også glimrende i et væld af salte retter, da det kan være med til at skabe skøn balance i maden. I denne opskrift bruges det rå rørsukker til at fremhæve umamismagen i portobellosvampene sammen med salt sojasauce og sød mirin. Svampene gør sig fantastisk på en bund af luftige sushiris, og det er kun fantasien der sætter grænser for, hvad du kan toppe denne smagfulde ret med.

Ingredienser:

  • 4 dl sushiris*
  • 8 spsk mirin (sød risvin)
  • 8 spsk sojasauce
  • 2 spsk rå rørsukker
  • 2 forårsløg
  • 2 spsk. olie
  • 4 portobellosvampe

Toppings efter eget valg. F.eks. ristede sesamfrø, noritang, agurk, avocado, syltet ingefær mm.

 *Sushiris kan med fordel erstattes af en tilsvarende mængde quinoa 

Sådan gør du:

  1. Bring 6 dl vand i kog i en mellemstor gryde til risene eller quinoaen. Skyl risene i en finmasket si under koldt vand, indtil vandet er helt klart. Kom risene i vandet, så snart det koger, og kog den under låg på det laveste blus i 10-12 minutter, til vandet er blevet absorberet, og risene er færdig. Sluk for blusset, og lad det trække i yderligere 5 minutter.
  2. Bland i mellemtiden mirin, sojasauce og sukker i en skål
  3. Hak det grønne af forårsløgene i fine ringe
  4. Varm olien på en stor stegepande ved jævn varme, og steg svampene i ca. 5 minutter på hver side. Tilsæt så saucen, lad den simre, og vend svampene rundt i saucen, til den er tyknet, og svampene er svøbt ind i saucen.
  5. Skær svampene i skiver, anret risen i skåle, og placér skiverne af svampe oven på sammen med din ønskede topping. Dryp den restende sauce fra panden henover, pynt med forårsløgsringene, og servér.

Ældre opslag